KlarPris udvider ledelsen – ansætter ny udviklingschef

04.12.2018

Morten Kristensen er per dags dato ansat som udviklingschef. Tidligere udviklingschef Morten Paarup vil fortsætte som global CTO med ansvar for KlarPris’ overordnede tekniske udvikling.

Skiftet kommer som en del af den strategiske udvikling som KlarPris er i gang med. Det seneste års massive vækst, især i udlandet, har resulteret i en opjustering af forventningerne til 2019. Derfor har det været nødvendigt at hente nye ressourcer ind, så vi kan imødegå vækstskønnet.

 

“I takt med at vi udvider til flere lande, har det været nødvendigt for mig at uddelegere dele af mit ansvarsområde, så jeg bedre kan fokusere på den overordnet, tekniske udvikling på et globalt plan. Morten Kristensen træder derfor til, for at varetage den daglige drift af KlarPris’ software,” udtaler Morten Paarup, CTO.

 

Morten Kristensen har 33 års erfaring med software development, herunder 17 års erfaring med Microsoft-teknologier. Han har gjort karriere i både store virksomheder som F.L. Smidth og Mærsk, men også mindre iværksættervirksomheder. Han vil indgå i lederkredsen og kommer til at referer til Morten Paarup.